Vores historie

Tværbommen er det første dagcenter i Gentofte Kommune.

Huset, som det så ud, lige da det var opført

I november 1974 blev der skrevet historie, da kommunen besluttede at indrette en nedlagt fabriksbygning på Tværbommen 6 til dagcenter.

Der var i Gentofte Kommune i forvejen et par hjem, der også set med datidens øjne med urette blev kaldt ’dagcentre’. Den rette betegnelse burde have været ’varmestuer for ældre’, og de kunne kun eksistere, fordi de ældre ikke stillede krav, skrev kommunens daværende socialdirektør i Tværbommens 25-års jubilæumsskrift. Han skrev også, at ældre ofte var henvist til sig selv og tilbragte ofte tiden i hjemmet, hvor de kun havde støtte fra familie og naboer.

Men rundt omkring i landet blev der eksperimenteret med at skabe en hverdag med indhold for de ældre.

Gentofte Kommune satsede allerede dengang på støtte ældre i at blive i deres eget hjem og så et dagcenter som et led i arbejdet med at skabe en god hverdag.

Husets navn

Vejens navn – som også er huset navn – er konstrueret og hentyder til den gamle Vangede Bom. Den eneste bom på Kongevejen gennem Gentofte Kommune blev opstillet ved Vangede i 1786, heraf navnet Tværbommen.

Bygningens historie

Vores hus er bygget af Normann Zeuthen i 1945-46. Han ejede firmaet Nordisk Brugskunst, kunstforlag, der lavede reproduktioner af malerier i en villa på Søbredden.

Produktionen gik så godt, at han måtte finde større lokaler. Normann Zeuthen ejede selv grunden, hvor Tværbommen blev bygget. Da firmaet flyttede ind, udvidede han produktionen til også at omfatte Zeuthen Keramik, som i dag er en eftertragtet antikvitet. Produktionen ophørte i 1959.

Da bygningen er stor, var der også plads til, at andre firmaer har kunnet leje sig ind, fx Nordisk Persienne Industri, Fiberglasmonteringen, I/S Dansk Biodon Industri, Dansk Møbelindustri, Nordisk TV Service, Minerva Reproduktioner og Tre Kroner Forsikring.

I 1959-1968 havde Nordisk Tegnemaskine Industri A/S til huse her. Virksomheden voksede sig gennem årene større for til sidst at ende med at være en højteknologisk virksomhed – NTI CADcenter A/S. I dag ligger firmaet i Ballerup.